En superbrugers sandheder

dec 05 2024

Effektiv implementering af ny it kræver en eller flere superbrugere. Hos Rønne Revision har revisor Paw Skovmose bolden i udrulningen af Caseware Cloud. Her deler han sine erfaringer.

’Hvordan’ er mere interessant end ’hvorfor’ hos Rønne Revision på Bornholm. Men lad os lige starte med hvorfor?

“Vores gamle system havde beskedne digitaliseringsmuligheder, og vi manglede en rød tråd gennem systemet. Jeg startede 14. august i Rønne Revision, og 10 dage senere ’pitchede’ jeg Caseware for partnerne. De havde også en præsentation af en anden løsning.  Valget faldt primært på Caseware, fordi vi får revisionsdelen og regnskabsbyggeren i én og samme løsning. Og vi har valgt Casewares Cloud-løsning, så flere nemt kan arbejde og synkronisere samtidig på samme kunde,” siger Paw Skovmose.

Han er revisor hos Rønne Revision, der har cirka 30 medarbejdere, som primært arbejder med lokale SMV-kunder i regnskabsklasse A og B. Rollen som superbruger stod ikke i jobbeskrivelsen, da Paw Skovmose startede i revisionsvirksomheden, men qua hans tidligere erfaringer med Caseware – og generelle interesse for digitalisering – var han selvskrevet til opgaven.

“Jeg har tidligere været i et revisionsfirma, som blev opkøbt af Beierholm og fik udrullet deres version af Caseware. I den proces var jeg tovholder og fik et stort indblik i Caseware og implementeringen heraf. Hos min seneste arbejdsgiver anvendte jeg også Caseware og kom til, da de befandt sig i implementeringsfasen af systemet,” siger Paw Skovmose og fortsætter:

“Caseware er en del af Rønne Revisions digitaliseringsproces. Lige nu ser jeg ud over et kontorlandskab med blå mapper over det hele. Der er ikke sat mål for effektiviseringsgevinsten, men jeg ved jo af erfaring, at Caseware er et rigtig godt program, og at man kan lave utrolig mange standardiserede ting, som gør, at vi over tid sparer tid på hver enkelt kunde. 

Paw Skovmose, revisor hos Rønne Revision

“Som andre revisionsvirksomheder har vi svært ved at tiltrække nye medarbejdere, samtidig med at kravene øges, så vi bruger flere ressourcer på

Casewares motorvej

Netop standardiseringen og dermed optimeringen af arbejdsprocesser ligger Paw Skovmose på sinde som superbruger.

“Caseware giver os en motorvej, og så er det i vid udstrækning min opgave som superbruger at få alle til at køre på den – og modvirke etableringen af for mange lokale veje,” siger Paw Skovmose om de tilpasninger, der kan være fristende med udgangspunkt i indgroede arbejdsprocesser.

Apropos standardisering bruger han tid på at bygge modeller i Caseware på tværs af alle kunder, så kollegerne sparer tid ved ikke at skulle gøre det på den enkelte kunde.

“En succesfuld implementering afhænger i høj grad af grundigt forarbejde. Og at være indstillet på, at det kræver benarbejde! 

Paw Skovmose, revisor hos Rønne Revision

“I øjeblikket bruger vi for eksempel tid på at ensrette vores arkiver, så vi er enige om, hvad vi skriver de enkelte steder i en revisionsinstruks, i et planlægningsnotat etc. Skal vi køre med Casewares default-forslag eller lave vores egne formuleringer – og hvad skal de i så fald være?” siger Paw Skovmose.

Overgangsperiode med to systemer

Som superbruger er han tilfreds – men ikke super tilfreds – med fremdriften i projektet.

“Der gik længere tid, end jeg havde regnet med, inden vi fik løsningen leveret af Caseware, og så har vi efterfølgende selv haft travlt med kvalitetskontrol og andet,” siger Paw Skovmose og fortsætter:

“Lige nu overvejer jeg, hvornår det er bedst at afholde det interne kursus, som jeg står for. Det er ved at være et stykke tid siden, at Caseware holdt sit kursus for os, og som med alt andet glemmer folk meget, hvis ikke de begynder at arbejde kontinuerligt med løsningen bagefter. Det optimale er, at brugerne efter kurset får sat mål for, hvornår et bestemt antal kunder skal være processeret i det nye system, men det når vi ikke. Regnskabssæsonen starter snart, og vi når ikke at være fuldt i luften med Caseware, så der bliver en overgangsperiode, hvor vi arbejder i både Caseware og den gamle løsning.”

Rønne Revision har Caseware-produkterne:

CW*Basis SmartSync

CW*Revision

CW*Regnskab

Kvalitetsmanual

Derudover anvender Rønne Revision Caseware Cloud til opbevaring af filer i ‘skyen’, så flere kan tilgå samme kundefiler samtidig.

Kommentarer lukket til En superbrugers sandheder

Lægård Revision vælger drift- og fremtidssikker hybridløsning

dec 05 2024

For Lægård Revision skal et kvalitetsstyringssystem være out-of-the-box og fungere både på kontoret, hjemme og på farten. Derfor faldt valget på hybridløsningen fra Caseware, som indehaver, Kurt Lægård, betragter som branchestandard.

Lægård Revision: Fokus på udvikling! Få en vækstorienteret revisor, der kombinerer de velkendte revisordiscipliner med specialistviden om virksomheders udvikling og den nyeste teknologi.

Statementet møder dig som det første på Lægård Revisions hjemmeside, og det stemmer overens med virkeligheden hos revisionsvirksomheden, som blev startet af statsautoriseret revisor, Kurt Lægård, for 28 år siden, og som i dag har 19 medarbejdere på hovedkontoret på Østerbro i København og kontoret på Stevns.

“Vi har kunder i alle størrelser og brancher. Gennem årene har vi hjulpet en del iværksættere, som er blevet til vækstvirksomheder. Det er spændende at være med på deres rejse, for de er progressive og vil tale bæredygtig rapportering, ligesom de forestiller sig, at transaktioner af bogføringen af årsregnskaber kan køre igennem ligesom beløb i MobilePay. Det er jo sin sag at leve op til i en tid, hvor alt skal kontrolleres,” siger Kurt Lægård.

Caseware er blevet branchestandard

Således har kunderne en forventning om, at Lægård Revision anvender ny teknologi, og det er da også noget, som revisionsvirksomheden har fokus på. Diverse it-løsninger har løbende helt eller delvist forladt desktops og lokale servere til fordel for nye cloud- og hybridløsninger. Senest er turen kommet til kvalitetsstyringssystemet, hvor Lægård har valgt Casewares hybridløsning. 

“Caseware har udviklet sig til at være branchestandard. Vi har ventet på en løsning med kritisk masse, så den er fremtidssikker. Og vi ville have en løsning med cloud, så vi ikke skal bekymre os om drift, integrationer, systemopdateringer og opdateringer i forbindelse med ny lovgivning. Det har Caseware styr på, så vi kan fokusere på vores kunder og vores arbejde,” siger Kurt Lægård og tilføjer, at timingen også var god, fordi Lægård Revision har en række nye kunder, som alligevel skulle oprettes, hvilket er betydeligt hurtigere at gøre i Casewares løsning.

Fleksibilitet og stabilitet

Han ser også en værdi i Casewares løsning med hensyn til rekruttering og fastholdelse af medarbejdere.
“Det er et plus, at vi kan tilbyde folk at arbejde med en velkendt løsning, og det gør onboardingen hurtigere. Samtidig giver cloud-løsningen den fleksibilitet, som især vores yngre medarbejdere ser som naturlig i dag. Muligheden for at arbejde, hvor og hvornår man vil og være flere om en kunde samtidig,” siger Kurt Lægård og fortsætter:

“I den sammenhæng er det også vigtigt for os, at Casewares hybridløsning er driftsikker og hurtig. Det nytter jo ikke, at en medarbejder har planlagt tre timers hjemmearbejde en aften, og så er løsningen nede. Det er ligeledes vores erfaring, at det generelt er hurtigt at hente de data, man skal arbejde med, og at det ikke kræver en kraftig internetforbindelse, hvilket man jo for eksempel ikke kan regne med, når man arbejder hos kunderne.”

Kurt Lægård, indehaver af Lægård Revision

Anvender hybridløsningens kundeliste

Apropos kunder har Lægård Revision glæde af den kundeliste, som er en del af Casewares hybridløsning, og som samler alle filer, informationer og historik på en kunde ét sted. Men da Lægård Revision stadig er i gang med at indfase løsningen, er der også funktioner, som medarbejderne endnu ikke anvender. Det gælder eksempelvis muligheden for sikker og struktureret onlinekommunikation med kunderne.

“Kunderne skal vænne sig til, at det ikke er al kommunikation, som foregår via email, men det vil sikre, at vi får det hele med. Som bekendt kan det være et stort arbejde at sørge for, at alt er tilgængeligt, når man skal bruge det,” siger Kurt Lægård.

Lægård Revisions hybridløsning

Lægård Revisions hybridløsning

Kommentarer lukket til Lægård Revision vælger drift- og fremtidssikker hybridløsning

Er dit Working Papers klar til den nye sæson?

dec 09 2023

Har du styr på din Caseware Installation? Er du på de nyeste releases og dermed sikret funktionalitet og faglige opdateringer? Det seneste år har som altid budt på opdateringer på tværs af vores produkter i Caseware. Med julen, der nærmer sig og derved også en ny statussæson, er det selvfølgelig vigtigt, at du sikrer, at du er klar og opdateret. Men hvad skal du kigge efter?

Vi har i efteråret 2023 frigivet Working Papers 2023. Denne indeholder en del mindre tekniske rettelser samt en rettelse til vores integration til E-conomic. Vores aktuelle release på CW Regnskab, som er blevet frigivet tidligere i denne uge (uge 50), kræver Working Papers 2023 for at fungere. Husk derfor at medregne en opdatering af grundprogrammet, når du planlægger at opdatere CW*Regnskab.

Vores aktuelle releases

Når vi kigger på vores aktuelle releases, kan vi kigge på versionsnumre flere steder for at sikre, at I er fuldt med. Du kan tjekke versionsnumrene i følgende dokumenter for at se, om du er med på den aktuelle release:

CW*Regnskab: Dokument 9000.10 skal have versionsnummer: 50

CW*Revision: Dokument 10000 skal have versionsnummer: 37.17

Har du ikke disse versionsnumre, er du ikke fuldt opdateret. Dette anbefales at være gjort, inden sæsonen for alvor indtræder. Opdateringsvejledninger og opdateringsfilerne findes her.

Ønsker du vores assistance til opdateringer og installationer, kan vi bookes her.

Kommentarer lukket til Er dit Working Papers klar til den nye sæson?

Release af CW*Regnskab

nov 09 2023

December-releasen 2023 for CW*Regnskab indeholder opdateringer til nyeste lovgivning, opdatering til standard samt fejlrettelser. Få overblikket her.

Den såkaldte “December-release” for CW*Regnskab indeholder opdateringer, der eksempelvis kan være baseret på ændringer i lovgivningen, opdatering til FSR – danske revisorers regnskabsvejledning, henvendelser til vores support eller egne observationer.

Nye funktioner og opdateringer

Af nye funktioner og opdateringer som følge af ændring i lovgivning/praksis fremhæves:

Vejledningstekster ved ændringer af skattelovgivning
Vi har oprettet vejledningstekster grundet ændringer i skattelovgivning, hvor bruger selv skal være opmærksom på de ændrede regler i forbindelse med det indførte loft over lønninger (ligningslovens § 8N) og ændring af afskrivningssatsen for bygninger (afskrivningslovens § 17).

Opdateret tekst til Regnskabsvejledningen
Præsentationen af “MNE-nr.” er ændret, så den følger FSR – danske revisorers Regnskabsvejledning for klasse B- og C-virksomheder, hvor revisors identifikationsnummer præsenteres som “mne”.

Øvrige opdateringer

Der er ikke blevet rettet kritiske fejl, men alene opdateringer af mindre funktions- og tekstopdateringer og rettelse af kalkulationsfejl.

Den samlede liste af rettelser kan ses i releasenoten, der følger med frigivelsen af releasen.

Frigivelse af release

Vi forventer at frigive releasen af CW*Regnskab i december 2023.

Husk at opdatere til WP23

Vores modeller vil fra og med denne release være udarbejdet i Working Papers 2023, og denne og kommende opdateringer er derfor ikke længere understøttet af tidligere versioner af Working Papers.

Kommentarer lukket til Release af CW*Regnskab

iXBRL – nyt format til indberetning af årsrapporter på vej

aug 04 2023

Virksomheder med balancedato den 1. januar 2025 eller senere, der skal indberette deres årsrapporter til Erhvervsstyrelsen, skal indberette årsrapporten i iXBRL-format. I Danmark forventer vi at åbne for testindsendelse i løbet af 2024 i god tid, før fristen bliver relevant for virksomhederne.

Fremover skal årsrapporterne indberettes i det såkaldte inlineXBRL-format, også kaldet iXBRL. Det gælder for alle virksomheder med balancedato den 1. januar 2025 eller senere og vil således først være relevant for langt størstedelen af virksomhederne i løbet af sommeren 2026.

I andre lande har Caseware mange års erfaring med at aflægge årsrapporter i iXBRL; en erfaring som vi drager nytte af i Danmark.

iXBRL-indsendelse fra 2024

I Danmark kan vi allerede nu i CW*Regnskab danne filer i iXBRL-format og forventer i god tid i løbet af 2024 at åbne for dannelse og indberetning af årsrapporter i iXBRL-format. Det giver dig som indberetter mulighed for at blive fortrolig med det visuelle udtryk af en årsrapport, når den bliver dannet i iXBRL.

Et mere låst format

iXBRL er et mere låst format end XBRL, og vi tester, i hvor høj grad det visuelle udtryk kan bibeholdes uændret i årsrapporterne.

Vores test viser blandt andet, at det fortsat er muligt at have grafiske elementer i form af billeder og logoer, når de er indlejret i virksomhedernes årsrapporter. Der vil umiddelbart ikke være nogen forstyrrende visuelle ændringer ved overgangen til iXBRL.   

Overgangsperiode

I en overgangsperiode i 2024 og 2025 vil det være muligt både at danne og indberette virksomhedernes årsrapporter i enten XBRL- eller iXBRL-format via CW*Regnskab. Det skulle gerne skabe en tryg og sikker overgang fra XBRL til iXBRL.

Test-virksomheder søges

Vil du teste iXBRL-formatet på nogle af dine kunders årsrapporter?

Vi er allerede nu klar til at teste iXBRL-formatet og søger revisionsvirksomheder, der vil stille 1-3 kundefiler til rådighed for test.

Har du logo på forsiden i sidefødder eller andre grafiske elementer i dine kunders årsrapporter, hører vi gerne fra dig.

Indberetningsløsninger

Alle virksomheder, der skal indberette deres årsrapporter til Erhvervsstyrelsen, skal i dag indberette deres årsrapport i både pdf og XBRL-format.

Dette gøres ved enten at benytte Erhvervsstyrelsens egen indtastningsløsning: Regnskab Basis eller Regnskab Special, som er en digital indberetningsløsning. Casewares indberetningsløsning er en system-til-system-løsning til Regnskab Special.

Hvis du indberetter via Regnskab Basis, sikrer Erhvervsstyrelsen, at de indberettede data omdannes til iXBRL. Hvis du indberetter via Casewares løsninger, er det Caseware, der skal sikre, at årsrapporten indberettes i iXBRL-format.

Ny indberetningsbekendtgørelse

Erhvervsstyrelsen har den 26. juni 2023 udstedt en ændring til den nugældende indberetningsbekendtgørelse, der ændrer på de formater, som årsrapporten skal indberettes i.

Se ændringen til indberetningsbekendtgørelsen her 

Hvad er iXBRL

inline-XBRL (iXBRL) er en standard for indlejring af XBRL-fragtmenter i et HTML-dokument. Det bevirker, at et dokument både kan ses visuelt i en browser og samtidig læses digitalt.

Digital Signering

Det vil fortsat være muligt at anvende vores digitale signeringsløsning, når Erhvervsstyrelsen overgår fra at modtage pdf-årsrapporter til årsrapporter i iXBRL-format.

Kommentarer lukket til iXBRL – nyt format til indberetning af årsrapporter på vej

CW*Regnskab og ajourføringen af regnskabsvejledningen

maj 03 2023

Lovgivning ændrer sig, praksis ændrer sig, og det gør CW*Regnskab også, så du altid har en opdateret regnskabsmodel til opstilling af årsregnskaber. Her sætter vi fokus på den seneste ajourføring af FSR – danske revisorers regnskabsvejledning, samt hvilke ændringer vi har medtaget i CW*Regnskab – og hvilke ændringer, vi ikke har medtaget.

FSR – danske revisorer (FSR) har ajourført udvalgte dele af Regnskabsvejledning for klasse B- og C-virksomheder.

Ændringerne drejer sig, jævnfør FSR, helt overordnet om Nye regler i årsregnskabsloven, Nye fortolkninger og præciseringer, Ajourførte notekrav samt Ajourførte årsrapportmodeller.

Nedenstående er en gennemgang på overordnet plan af ændringer i forhold til de punkter, der fremgår af FSR’s hjemmeside 

Nye regler i årsregnskabsloven

De nye regler i årsregnskabsloven i forhold til de forhold der er omfattet af FSR’s regnskabsvejledning er henholdsvis 1) ændringer i revisions- og revisorpligt i klasse B samt 2) enkelte nye krav i ledelsesberetningen i klasse C.

1) Ændringer i revisions- og revisorpligt i klasse B

Krav om revision er skærpet for virksomheder i regnskabsklasse B, der bliver omfattet af revisionspligt, hvis virksomhedens balancesum på balancetidspunktet overstiger 50 millioner kroner i to på hinanden følgende regnskabsår.

Revisionspligten indtræder, uanset at virksomheden hverken overskrider størrelsesgrænserne for nettoomsætning eller antal heltidsbeskæftigede.

Endvidere er der indført skærpede regler for virksomheder i såkaldte risikobrancher, samt øvrige situationer hvor revisor ikke kan fravælge revision.

Dette afstedkommer ikke umiddelbart en ændring i regnskabsmodellen i CW*Regnskab.

Vi har dog for at hjælpe indarbejdet to notifikationer, der fortæller, hvis kravene til afgivelse af erklæring umiddelbart ikke er overholdt. 

Modellen måler på den valgte erklæring og beløbene i balancen. Hvis erklæringen eksempelvis er en assistanceerklæring og beløbsgrænserne i balancen er overskredet, vil bruger blive notificeret om, at der ikke er afgivet korrekt erklæring. Det er muligt at klikke notifikationen væk og I bliver ikke blokeret i arbejdet med modellen.

Derudover er det muligt via en dropdownmenu at vælge, hvilken branche virksomheden er registreret som. Hvis det er en såkaldt risikobranche og der revisorpligt, bliver bruger ligeledes notificeret om, hvis kravene ikke er overholdt.

Notifikationer dukker op hvis de er relevante, når I danner en såkaldt instansfil i modellen. 

2) Enkelte nye krav i ledelsesberetningen i klasse C

Regnskabsvejledningen indeholder en præciseret beskrivelse af kravene for ledelsesberetningen i klasse C (mellem).

Som følge af de ændrede krav i årsregnskabslovens §99 b skal der i ledelsesberetning for klasse C-virksomheder oplyses om måltal og den faktiske kønsmæssige fordeling for det underrepræsenterede køn for tre ledelsesniveauer, ligesom der skal gives fire års sammenligningstal og en tidsangivelse for, hvornår måltallene forventes opfyldt.

Kravet om oplysning i ledelsesberetningen har virkning for regnskabsår, der begynder den 1. januar 2023 eller senere

Vi tilpasser hoved- og nøgletalsoversigten i modellen, således at kravene til oplysninger kan overholdes, herunder i forhold til taksonomien. Vi har ikke fundet anledning til at ændre i vores standardtekst for hoved- og nøgletal i anvendt regnskabspraksis.

Vi gør stilfærdigt opmærksom på, at det er ledelsen, der aflægger årsregnskabet, og ledelsen der er ansvarlige for indholdet af ledelsesberetningen. Vi har ikke indarbejdet/ajourført eventuelle beskrivelser eller vejledningstekster i regnskabsmodellen.
 

Nye fortolkninger og præciseringer

FSR har i regnskabsvejledningen indarbejdet nye fortolkninger og en række præciseringer som her henholdsvis 1) Renteswap, 2) Kapitalinteresser, 3) Offentlige tilskud, 4) Indre værdis metode, 5) Køb af virksomhed samt 6) Gældsinstrumenter.

1) Renteswap

Der er i regnskabsvejledningen tilføjet nye vejledningstekster og  klassifikation om gældsforpligtelser, herunder renteswap. Herudover er der tilføjelser vedrørende ajourførte krav i noterne. Se nedenstående afsnit om Ajourførte notekrav.

Derudover har FSR indarbejdet et beslutningstræ for værdiansættelse i renteswaps i Appendiks C.

Vi har ikke indarbejdet notater/beslutningstræer i vores regnskabsmodel.

2) Kapitalinteresser

FSR har præciseret målingsbestemmelser for finansielle aktiver, herunder kapitalinteresser samt indarbejdet beslutningstræ i Appendiks B.

Vi har ikke indarbejdet notater/beslutningstræer  i vores regnskabsmodel.

3) Offentlige tilskud

Regnskabsvejledningen præciserer det generelle modregningsforbud, jævnfør årsregnskabsloven. I FSR’s regnskabsvejledning har der eksempelvis tidligere stået under Personaleomkostninger, at “Personaleomkostninger omfatter løn og gager, inklusive feriepenge og pensioner samt andre omkostninger til social sikring med videre til selskabets medarbejdere. I personaleomkostninger er fratrukket modtagne godtgørelser fra offentlige myndigheder.”

Denne passus er faldet bort, og det må medføre, at godtgørelse fra offentlige myndigheder skal præsenteres under “Andre indtægter”, som det også er anført i afsnit 8.6.5 i vejledningen.

Opbygningen i regnskabsmodellen er ændret, så godtgørelse/tilskud, der tidligere blev medtaget som Personaleomkostninger, nu medtages som Andre indtægter.

4) Indre værdis metode

FSR har præciseret målingsbestemmelser for finansielle aktiver samt givet eksempler på forskelle mellem konsolideringsmetode og målingsmetode (indre værdis metode).

Vi har ikke indarbejdet notater/beslutningstræer  i vores regnskabsmodel. Se også ovenstående Kapitalinteresser.

5) Køb af virksomhed

FSR har præciseret, hvornår Erhvervsstyrelsens Udtalelse om forholdet mellem bestemmelserne om virksomhedssammenslutninger i årsregnskabsloven skal anvendes samt præcisering af regulering af betinget købsvederlag, indsat nyt afsnit om koncentrationstest, og desuden opdateret afsnittet om betinget vederlag kan være løn.

Dette afstedkommer ikke umiddelbart en ændring i regnskabsmodellen i CW*Regnskab.

6) Gældsinstrumenter

At klassifikation af gældsinstrumenter i gæld og egenkapital skal ske efter substans er præciseret i regnskabsvejledningen, og at et afledt finansielt instrument (gæld) i balancen skal præsenteres som lang- og kortfristet.

Det er allerede i dag muligt at opdele hensatte forpligtelser i kort- og langfristet del i regnskabsmodellen, og der er derfor ikke foretaget ændringer til modellen.

Ajourførte notekrav

1) Opdeling i kort og lang del af afledte finansielle instrumenter og visse hensættelser

Det er præciseret i regnskabsvejledning, at i noterne skal hensatte forpligtelser specificeres i kort- og langfristet del. Dette gælder ikke udskudt skat.

Det er allerede i dag muligt at opdele hensatte forpligtelser i kort- og langfristet del i regnskabsmodellen, og der er derfor ikke foretaget ændringer til modellen.

2) Centrale forudsætninger ved beregning af dagsværdi

Præcisering af notekravet, jævnfør ÅRL § 58a omhandlende oplysning om centrale forudsætninger ved beregning af dagsværdi for visse aktiver og forpligtelser, samt at hensatte forpligtelser skal opdeles i kort- og langfristet del.

Det er allerede i dag muligt at opdele hensatte forpligtelser i kort- og langfristet del i regnskabsmodellen, jævnfør ovenstående, og der er derfor ikke foretaget ændringer til modellen.

Ajourførte årsrapportmodeller

Årsrapportmodellerne for henholdsvis regnskabsklasse B og regnskabsklasse C er blevet ajourført i forhold til det i ovenstående nævnte samt et par yderligere områder.

1) Anvendt regnskabspraksis (klasse B)

Grundet ændring i praksis for tilskud er standardteksten for anvendt regnskabspraksis for Personaleomkostninger og Andre indtægter ændret.

Derudover har FSR foretaget nogle ændringer til anvendt regnskabspraksis for anlægsaktiver, som vi også har opdateret.

Vi gør stilfærdigt opmærksom på, at modellen alene indeholder standardtekster, og at teksterne selvfølgelig skal tilpasses den enkelte virksomheds faktisk anvendte regnskabspraksis.

FSR har tilføjet anvendt regnskabspraksis i klasse B vedrørende pengestrømsopgørelsen. Vores model indeholder allerede anvendt regnskabspraksis for dette, og vores regnskabsmodel er derfor ikke opdateret.

2) Antal heltidsbeskæftigede (klasse B og C)

FSR har præciseret, hvordan ”antal heltidsbeskæftigede” skal opgøres. Vores model bliver opdateret med den nye tekst i noterne under Personaleomkostninger. 

Vi gør stilfærdigt opmærksom på, at “antal heltidsbeskæftigede” er et indtastningsfelt, og at regnskabsaflægger er ansvarlig for at benytte den korrekte opgørelsesmetode.

3) Metoder for opgørelse af nøgletal (klasse C)

Metoder for opgørelse af nøgletal fremgår nu i regnskabsvejledningen i sammenhæng med hoved- og nøgletal i ledelsesberetningen.

Vi har ikke flyttet metode for opgørelse og nøgletal, og metoden er fortsat en del af anvendt regnskabspraksis, således at al regnskabspraksis er samlet ét sted.

4) Vejledning til ledelsesberetning (klasse C)

FSR har tilføjet vejledning til ledelsesberetning vedrørende redegørelse for måltal for underrepræsenteret køn og for politik om dataetik. Vi indarbejder ikke vejledningstekster i modellen.

5) Anvendt regnskabspraksis (klasse C)

FSR har i anvendt regnskabspraksis tilføjet et eksempel på beskrivelse af sammenlægningsmetoden, herunder book value metoden.

Vi har i anvendt regnskabspraksis almindelige standardtekster og har ikke indarbejdet eksempler på sammenlægningsmetoden.

FSR – danske revisorer

FSR – danske revisorers Regnskabsudvalg (REGU) har ajourført udvalgte dele af Regnskabsvejledning for klasse B- og C-virksomheder. Regnskabsvejledning blev offentliggjort i sin endelige, ajourførte form i oktober sidste år.

Du kan downloade regnskabsvejledningen på FSR’s hjemmeside her 

Erhvervsstyrelsen

Erhvervsstyrelsen har udarbejdet Udtalelse om forholdet mellem bestemmelserne om virksomhedssammenslutninger i årsregnskabsloven og IFRS (IFRS 3) af marts 2018. Du kan downloade udtalelsen på Erhvervsstyrelsens hjemmeside her 

Kommentarer lukket til CW*Regnskab og ajourføringen af regnskabsvejledningen